>På skuldrene<

Hun er smuk, som hun altid har været?«

»Det kommer du selv til at afgøre, Kurt Ravn.«

»Det håber jeg, det håber jeg sandelig også.« Rostov så glædestrålende ud. Så spurgte han pludselig: »Hvordan står det til her?«
Kurt Ravn tøvede et øjeblik. »Det går godt.«

»Kun godt? Ikke fint? Ikke strålende?«
»Det må du selv bedømme,« mumlede Kurt Ravn. Han skimmede hurtigt teksten igennem. »Der ser ikke ud til at være kommet noget vigtigt siden i aftes.« Han gik hen for at lægge mappen ind i stålkabinettet igen, men Rostov rakte sin hånd ud.

»Jeg tror, jeg vil læse den igennem,« sagde han. »Jeg må sætte mig ind i, hvad der sker herovre.«

Et kort øjeblik mødtes deres æjne. Så trak Kurt Ravn på skuldrene. »Ja, men så må du have mig undskyldt. Jeg skal ordne et par ting på mit kontor.

Han bankede på ståldøren og begyndte at låse op på sin side.

»Naturligvis,« sagde Rostov. »Gå bare videre med dit arbejde. Vi kan måske drikke en kop te sammen senere.«

Da døren var blevet lukket udefra, lagde Kurt Ravn mappen fra sig. Han gik hen til den sikrede boks og berørte kodelåsen let, som en mand der var i færd med at undersøge noget.

Så stirrede han på døren, Nicolai var gået ud ad, som om det var hans hensigt at gennembore stålet med sit blik og følge efter ham.
Hans Øjne strålede ikke længere.

Beverly Hills
Kurt Ravn ramte den forkerte tangent, og Silkin havde lyst til at slå ham.

»Koncentrer dig,« snerrede han. Hvor kunne han dog ikke fordrage den fede lille dreng med de svulmende læber og den fregnede næse. Hvor havde han dog lyst til at gribe fat i den lille bandit.

Andre kunstnere:

Havde været i hæren i tolv år
Kneb øjnene sammen
Længtes efter en buttet kusine
Red tilbage til lejren
Rystede på hovedet
Råbte giv mændene ordre til
Sagde han lidt skarpt
Var kommet sydfra langs floden
Var pinligt korrekt